Velkommen til Børnehuset Sdr. Skovvej
Børnehuset er en integrerede institution hvilket betyder, at vi har samlet vuggestue og børnehave i et hus. Det giver os mulighed for, at dit barn kan få en mere glidende overgang når det skal fra vuggestue til børnehave.
Børnehuset rummer en vuggestue med stuerne Krudtuglerne og Troldeungerne samt en børnehave med stuerne Rød og Blå.
Normeringen er henholdsvis 23 og 36 børn.
Hos os er tryghed omdrejningspunktet, hvilket vi bl.a. praktiserer gennem hjemlige rammer, genkendelighed, fleksibilitet for forældrene og generelt et tæt forældresamarbejde.
Døgntilbud til forældre med skiftende arbejdstider
Børnehuset henvender sig til børn af forældre med skiftende arbejdstider, hvor ansatte fra Aalborg Universitetshospital har fortrinsret til de fleste af pladserne. Vi ønsker med vores udvidede åbningstider at støtte op om familien, så børn og forældre har mulighed for at holde fri sammen.
For at få en plads hos os i Børnehuset, skal der kunne fremvises dokumentation for udvidet pasning fra begge forældres arbejdsleder/chef. Dokumentationen skal sendes til pladsanvisningen, når I har fået visiteret en plads hos os.
Børnehusets historie
I 1970 oprettede Aalborg Sygehus og Aalborg Kommune i samarbejde en selvejende institution. Den hed Børnehaven Nordgård. Børnehaven havde til huse i Sankt Jørgens Gade tæt ved Aalborg Sygehus Nord og kunne rumme 23 børn og 4 ansatte. Åbningstiden var, som i de fleste andre børnehaver, fra 6.30-16.45 alle hverdage.
Men tiderne ændrede sig, og der blev behov for andre åbningstider. Det ønske indfriede Aalborg Kommune og Aalborg Sygehus i 1994, og vi flyttede i nye lokaler på Søndre Skovvej. Her blev der oprettet 40 børnehavepladser, hvoraf 15 var døgnpladser. Vi hed nu Børnehaven Sdr. Skovvej og var en af de første døgnbørnehaver i Danmark.
I 1997 åbnede vuggestuegruppen med 10 døgnpladser til børn i alderen 0-2 år. Institutionens navn blev i den forbindelse ændret til det nuværende: Børnehuset Sdr. Skovvej. Året efter fik vi åbnet hele weekenden, og i dag er Børnehuset normeret til 23 vuggestuebørn, 36 børnehavebørn og 23 medarbejdere.